Usoigneret bankrøver melder sig selv

En mistænkt bankrøver med skægstubbe gik søndag aften ind på Politigården i København og meldte sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han er nu anholdt og skal foran en dommer i et grundlovsforhør mandag, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Røveriet skete klokken 11.46 i Danske Bank i Solrød Centret ved Solrød Strand mandag i sidste uge. Her truede gerningsmanden sig til et større pengebeløb.

- Han lægger en seddel, hvor der står, at det er et røveri. Han har ikke truet med noget, sagde vagtchef Allan Kronvold til Ritzau tidligere.

Politiet beskrev gerningsmanden, der ikke havde dækket sit ansigt, som lettere usoigneret med skægstubbe.

/ritzau/