V-borgmester vil have svenske betjente på gaden i København

Den seneste uge har der været to skudepisoder i København. Seneste episode var på Hans Tavsens Gade på Nørrebro i København, hvor en 43-årig mand blev dræbt af skud. Også en kvinde, der var tilfældigt til stede, blev ramt af skud. (Arkivfoto). Foto: 50090 Johan Nilsson / Tt/Ritzau Scanpix

Svenske betjente skal hjælpe dansk politi med at skabe tryghed på gaderne i København efter skyderier i byen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal svenske betjente på gaden i København for at hjælpe dansk politi med at skabe tryghed og løse udfordringerne med svenske teenagere, der begår drab i Danmark.

Det mener Jens-Kristian Lütken, der er beskæftigelses- og integrationsborgmester for Venstre i København.

- Vi står i en situation, hvor der er behov for mere politi på gaden. Det kræver en større polititilstedeværelse og mere mandskab.

- Og da det her er et svensk problem, som er kommet til Danmark, er det naturligt, at svensk politi bidrager med at løse det. Og de har jo også en ekspertise og viden omkring lige præcis den her problemstilling, som vi ikke har i Danmark, siger han.

Der har de seneste uger været flere episoder i Københav, hvor svenske teenagere er blevet sigtet for drabsforsøg i Danmark. Alene i denne uge har der været to skudepisoder.

Jens-Kristian Lütken håber, det vil have en præventiv effekt, hvis svenske betjente kommer til Danmark og er fysisk til stede på gaderne.

Det er noget, han vil foreslå for københavns politi ved et kommende møde.

Dansk og svensk politi har allerede et godt samarbejde på tværs af sundet. Og den seneste tid er samarbejdet kun blevet styrket.

Blandt andet er der udstationeret en dansk betjent i Sverige og vice versa.

Også dansk politi har forsøgt at opruste indsatsen på gaderne i København.

Derfor er der kommet politifolk fra nabopolitikredse til København for at bistå hovedstadens politi med at visitere borgere i nye visitationsområder.

Det er dog ikke tilstrækkeligt i længden ifølge Jens-Kristian Lütken.

- Det er godt at kunne bruge betjente fra andre politikredse, fordi det hurtigt kan gøres. Men i længden kommer det med en pris. Det betyder jo, at der er andre typer forbrydelser, der måske ikke bliver opklaret, fordi politifolkene er optaget af at være på gaderne i København.

- Derfor appellerer jeg virkelig stærkt til, at svenske betjente bliver involveret i at øge arbejdet med at løse de her udfordringer ved at komme til Danmark og hjælpe til, siger han.

Jens-Kristen Lütken påpeger, at det ikke er nyt, at betjente sendes over sundet. I forbindelse med Eurovision i Malmø i foråret sendte dansk politi mandskab til byen for at hjælpe med sikkerheden.

/ritzau/