V-ordfører kræver mere hash-kontrol i fængsler

Det er uacceptabelt, hvis fængselsbetjente ignorerer indsattes brug af hash.

Offentliggjort Sidst opdateret

Karsten Lauritzen, Venstres retsordfører, kræver derfor større kontrol i fængslerne, efter at en undersøgelse har vist, at fængselsbetjente i visse tilfælde ser gennem fingre med hashrygende fanger.

- Jeg vil gerne studere undersøgelsen, men jeg regner med, at fængselsbetjentene overholder de regler, der gælder, siger Karsten Lauritzen.

- Men hvis det forholder sig sådan, at de ignorerer brugen af hash, er det uacceptabelt. Deres opgave er at sikre, at reglerne bliver overholdt. Og det er i den grad ulovligt at ryge hash i fængslerne, understreger han.

Det er ny forskning fra Aarhus Universitet, som viser, at flere end tre ud af fire betjente bøjer reglerne for at opretholde ro og orden i fængslerne.

De ansatte tillader ifølge undersøgelsen hash, fordi det sløver de indsatte og er en form for selvmedicinering af personlige problemer, så der opstår mindre ballade, fortæller de ansatte selv.

Men den køber Karsten Lauritzen ikke.

- Det er jo ikke rigtigt, at man bliver mere rolig af at ryge hash. Det er der nogle, der gør, men der er også nogle, som bliver mere aggressive, siger retsordføreren.

Han tvivler på, at det er et stort antal fængselsbetjente, som ignorerer indsattes hashrygning.

Karsten Lauritzen mener, at problemet med hash kan afhjælpes ved at stramme reglerne i fængslerne.

- Venstre har spillet ud med, at det skal være sværere at smule ulovlige ting ind i fængslerne. Det kan være med til at afhjælpe problemerne, siger han.

- Kriminalforsorgen kan også stramme op på sanktionerne. Der er regler for, hvornår de indsatte får bøde eller bliver sendt fra et åbent til et lukket fængsel. De regler kunne man give et tjek for at undersøge, om de er skrappe nok.

Undersøgelsen er gennemført af antropologen Torsten Kolind, som sammen med kolleger har interviewet 22 fængselsbetjente, lavet observationer i lukkede og åbne fængsler samt sendt spørgeskemaer ud til de ansatte.

/ritzau/