V: Politiet bør evaluere langstrakt forløb i Amin Skov-sag

Sydøstjyllands Politi bør lave en intern vurdering af sagen mod Vejlegårdens tidligere restauratør Amin Skov, efter politiet fredag frafaldt sigtelsen mod ham for brandstiftelse efter et meget langstrakt sagforløb.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det siger Venstres gruppeformand Kristian Jensen.

- Det er positivt, at politiet ikke rejser tiltale. Men det er et meget, meget langstrakt forløb. Domstolene besluttede for flere måneder siden, at der ikke var grund til at lave en varetægtsfængsling af Amin Skov, siger Kristian Jensen.

- Politiet har brugt utrolig lang tid på at undersøge lige præcis denne sag, uden at det har været muligt for dem at rejse nogen anklage mod Amin Skov. Politiet bør internt lave en evaluering af, om de har lavet fejl i forløbet, siden det kunne tage så lang tid.

- Retssikkerhedsmæssigt er det et problem, hvis der går så lang tid, siden en forbrydelse er sket, inden der kommer en afklaring af, om en person skal anklages eller ej.

- Nu ender det med, at politiet frafalder anklagerne fuldstændig. Det kunne man godt have kommet hurtigere omkring, siger Kristian Jensen.

I Amin Skovs konflikt med 3F spiste Kristian Jensen flæsk og persillesovs på Vejlegården for at støtte ham.

- Jeg fortryder overhovedet ikke noget. Jeg mener stadig, at kampen er vigtig for, at lønmodtagerne selv må vælge, hvilken fagforening de skal være en del af, og hvilken overenskomst de vil arbejde under, siger Venstres gruppeformand.

/ritzau/