Væltet omkuld af gas

Foto: Anders Knudsen

En 41-årig kvinde blev lørdag eftermiddag væltet omkuld af en gaseksplosion i sit hjem på Gåbensevej i Stubberup.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag sidst på eftermiddagen skulle kvinden i gang med at lave aftensmad på sit gaskomfur.
Pludselig lød en eksplosion, og kvinden blev væltet omkuld. Hun slap dog med en mindre flænge i baghovedet.

Efterfølgende blev kvinden kørt til undersøgelse på sygehuset i Nykøbing.

Folk fra Lolland-Falster Brandvæsen og politiet har undersøgt stedet for eksplosionen, der ikke udløste ild.

Politikommissær Jan Larsen fra lokalpolitiet i Nykøbing siger, at der ikke er tale om en betjeningsfejl.
- Den mest sandsynlige forklaring er, at der er sivet gas ud bag eller under komfuret, og at det er blevet antændt, siger han.