To vakse mænd fra Randers-egnen reddede mandag aften en 49-årig mands liv. Samtidig foretog de en civilanholdelse af den mand, som formentlig var skyld i den 49-åriges kvæstelser.
Episoden udspillede sig på Møgelvangsvej i Dalby Ovre ved Randers kort før klokken 20. Her passerede mændene en modkørende bil, som havde svære skader, oplyser politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
- Bilen havde friske skader, blandt andet en knust forrude, et knust blinklys og trykket forskærm. Og lidt længere fremme ser de så et sidespejl, og lidt længere fremme igen ligger der en cykel, fortæller Mogens Brøndum.
I kanten af vejen fik mændene øje på en svært tilskadekommen mand. Det viser sig senere, at han har flere brud på rygsøjlen, flere brækkede ribben og en punkteret lunge.
- Den ene iler ham til hjælp og ringer 1-1-2, mens den anden mand sætter sig tilbage i bilen og vender om, fortæller Mogens Brøndum.
Efter et par kilometers kørsel lykkedes det manden at indhente bilen med den smadrede forrude.
- Han kører ind foran bilen og bremser op, og så springer han hen og foretager en civilanholdelse af føreren, fortæller Mogens Brøndum.
Under jagten på flugtbilen havde den ene af de to mænd samtidig haft overskud til at ringe til politiet, som var fremme kort efter og kunne overtage flugtbilisten, en 35-årig østeuropæisk mand.
Østeuropæeren bliver tirsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Han er sigtet for at stikke af fra en ulykke og for spirituskørsel.
Hos politiet er man begejstret over den handlekraft, som de to snarrådige mænd, der også kommer fra Randers-kanten, udviste i situationen.
- Sådan en resolut handling er intet mindre end imponerende, lyder det fra Mogens Brøndum.
Flugtbilistens offer blev efterfølgende bragt til skadestuen, og lægerne beskriver nu hans tilstand som stabil, oplyser Mogens Brøndum.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker