Det er ikke hver dag, at Retten i Nykøbing uddeler domme på et år og ni måneders fængsel i en færdselssag. Men det skete for nylig, og det var da heller ikke nogen helt almindelig sag.
Den 50-årige Johnny Christiansen fra Sakskøbing var tiltalt for en stribe overtrædelser af færdelsloven for et røverilignende voldsforhold og for at bringe andre mennesker i livsfare.
Sagen omhandlede en række episoder, der fandt sted ved Holeby en mandag eftermiddag i marts, hvor den 50-årige Christiansen var ude at køre en tur og kørte galt på Sædingegårdsvej.
En hjælpsom mand fra Nakskov stoppede op for at hjælpe, men det benyttede den forulykkede til ved trusler at stjæle nakskovittens bil.
Herefter fortsatte han i særdeles høj fart i retning mod Holeby, og på Nystedvej kørte han under en hasarderet overhaling ind i en modkørende bil, ført af en 49-årig kvinde fra Fuglse, der var overbevist om, at hendes sidste time var kommet.
Bilerne blev totalskadet, men ved et lykketræf kom ingen alvorligt til skade.
For anden gang stak Johnny Christiansen af, men blev fundet i et hus på Østervej i Holeby, hvor han gemte sig, men blev anholdt.
Han modtog dommen og protesterede heller ikke mod kendelsen om, at han skulle direkte til afsoning.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde