Vanvidskørsel i Nykøbing

En bil med fem unge blev søndag aften med høj fart jagtet rundt i byen af politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet jagtede i aftes ved 21-tiden en bil med fem unge rundt i Nykøbing.

- Under biljagten kom farten helt op på 160 kilometer i timen og der blev flere gange kørt over for rødt, fortæller vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Det lykkedes politiet at få standset bilen, der er en mørk Opel Ascona, i Toreby.

Bilens 18-årige fører har forklaret til politiet, at han forsøgte at flygte, fordi han var bange for at få kørselsforbud. Noget han har haft før.

Lokalpolitiet vil meget gerne høre fra eventuelle vidner, der i aftes ved 21-tiden har set vanvidskørslen i og omkring Nykøbing. Politiet kan kontaktes på 114.