Varetægtsfængslet for bombetrusler

En 18-årig mand nægter sig skyldig i forbindelse med fremsættelse af bombetrusler mod Lalandia i Rødby, hvor der fredag, lørdag og søndag blevet fundet sedler med bombetrusler.

Den unge mand, som har arbejdet som tjener på Lalandia i cirka halvandet år, blev anholdt søndag aften og fremstillet i grundlovsforhør mandag. Politiets beviser holdt dog ikke til mere end en opretholdelse af anholdelsen i 3 x 24 timer.

Torsdag var der indkaldt til endnu et grundlovsforhør, og tilsyneladende var der flere beviser på bordet her. Den 18-årige blev derfor varetægtsfængslet indtil 2. september.

Det tungeste bevis mod den 18-årige er en skriftprøve, som han i politiets tilsyn har gennemført. Prøvens skrift sammenholdt med den unge mands håndskrift på kørekortanmodning og underskrift ved skoleopgaver, viser ifølge politiet, at det med "overordentlig stor sandsynlighed" er den 18-årige, som har skrevet de tre trusselssedler, som alle skrevet af én og samme person.

Ingen af den 18-åriges kollegaer har dog set ham skrive sedlerne, eller i givet fald set ham placeret dem, hvor de er blevet fundet.

Der er heller ikke noget videomateriale, som entydigt kan kæde ham sammen med bombetruslerne.

Den unge mand er ikke tidligere straffet, og han valgte på stedet at kære kendelsen til Landsretten, som ventes at vurdere sagen fredag. Landsretten kan vælge at løslade den unge mand eller stadfæste byrettens kendelse.

Foto: Claus Hansen

OPDATERET: I andet forsøg lykkedes det torsdag politiet at få en 18-årig mand varetægtsfængslet sigtet for at aflevere bombetrusler mod Lalandia. Varetægtsfængslingen gælder frem til 2. september .

Offentliggjort Sidst opdateret