Vejle-far dømt for at sælge datter til sex

Sagen er blevet sammenlignet med den berygtede Tøndersag, og mandag aften efter et langt retsmøde blev der så afsagt dom. En 49-årig mand skal tre år og tre måneder i fængsel for flere seksuelle overgreb mod sin yngste datter.

Blandt andet er faren blevet dømt for at have lejet sin datter ud til sex til en bekendt. Prisen var enten penge eller stoffer.

Faren var også tiltalt for at have udlånt en ældre datter til sine bekendte, men det blev han frifundet for. Pigen var nemlig ifølge sin egen forklaring over 15 år, da det skete.

- Jeg valgte derfor at påstå frifindelse i de forhold, fortæller sagens anklager, Mette Schjoldager til Ritzau.

Farens bror blev også dømt i sagen. På grund af et psykisk handicap kunne han ikke idømmes almindelig fængselsstraf.

I stedet valgte Retten i Kolding at følge anklageren og dømte manden til behandling. Der er ikke fastsat nogen tidsfrist på behandlingen.

To andre mænd blev desuden dømt i sagen. Den ene fik en dom til behandling i op til fem år, mens den anden blev idømt tre måneders fængsel.

Alle fire mænd valgte at anke deres domme.

/ritzau/

Fire mænd er mandag aften blevet dømt i den såkaldte Vejle-sag. De ankede alle deres domme.

Offentliggjort Sidst opdateret