Vejtromle kørt i udgravning

Foto: Foto©Jan Knudsen

Unge mennesker startede ifølge vidne en entreprenørmaskine og kørte i et hul i kryds i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Politiet fik torsdag morgen klokken 05.20 en usædvanlig anmeldelse om færdselsuheld i det ellers lukkede kryds Nørrevold-Vejlegade i Nakskov.

Anmelderen oplyste, at nogle unge mennesker havde startet en entreprenørmaskine og var kørt i udgravningen, hvor maskinen nu holdt med motoren på fulde omdrejninger.

Da politiet ankom var de unge mennesker forsvundet, men der lå ganske rigtigt en vejtromle i udgravningen. Entreprenøren har nok ikke været begejstret for at få politiets opringning om det.