Vekselkontor får bøde på 111 millioner kroner for hvidvask
I et vekselkontor i København vekslede en far og søn 223 millioner kroner hvide. Det har nu kostet firmaet en rekordstor bøde på 111 millioner kroner, mens far og søn skal seks år i fængsel. Foto: Free/Colourbox
Free/Colourbox, arkivfoto
Samtidig har Østre Landsret idømt en far og søn, som drev vekselkontoret, hver seks års fængsel.
Vekselkontoret Uni Travel & Exchange er torsdag i Østre Landsret blevet idømt en rekordstor bøde på 111 millioner kroner for omfattende hvidvask af penge.
Samtidig blev en far og søn, der drev vekselkontoret, idømt seks års fængsel.
Dermed fik de ikke noget ud af at anke dommen fra Københavns Byret. Her lød bøden "kun" på 92 millioner kroner, mens fængselsstraffene var de samme.
Uni Travel & Exchange havde til huse på Nørrebrogade i København. Her dukkede en lind strøm af kunder op for at veksle millioner af kroner til euro.
Når de særlige kunder kom ned i kælderen, sørgede faren, 67-årige Jamal Al-Din Alrudayni, for, at sporene blev slettet. Han dækkede overvågningskameraet til, så kunderne ikke blev fotograferet.
Såvel faren som sønnen, 34-årige Ali Alrudayni, blev som nævnt idømt seks års fængsel, hvilket er den maksimale straf for groft hæleri.
Politiets interesse for Uni Travel blev vakt, da de opdagede, at flere mænd involveret i den organiserede hashhandel på Christiania jævnligt valfartede til butikken på Nørrebrogade.
Østre Landsret vurderer, at der i vekselkontoret blev vasket i alt 223 millioner kroner hvide.
Anklageren i sagen, Karina Ankergren fra Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - i daglig tale Bagmandspolitiet - kalder dommen hård og særligt vigtig.
- Det er enorme beløb, som den her sag handler om, og de to mænd har efter rettens vurdering ikke været i tvivl om, at pengene kunne stamme fra kriminalitet, siger hun i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Den her dom cementerer over for alle i vekselbranchen, at hammeren falder, hvis man bryder den tillid, som hvidvasksystemet bygger på.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker