Vestager kræver svar på sikkerhed i cpr-register

Et hackerangreb hos it-firmaet CSC har givet adgang til flere af politiets registre, hvor hackerne har kunnet kopiere filer med virksomhedsnumre og personnumre.

Offentliggjort Sidst opdateret

CSC varetager også driften af det store cpr-register, og det får nu økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til at kræve en undersøgelse af sikkerheden i cpr-systemet.

- Jeg ser med meget stor alvor på denne sag, og derfor bad jeg, da jeg blev orienteret, om en grundig undersøgelse af sikkerheden i vores eget cpr-system.

- Det er vigtigt, at vi får et overblik over, om vi skal tage særlige forholdsregler i relation til cpr-systemet, så vi kan sikre systemet bedst muligt, siger hun i en pressemeddelelse.

Margrethe Vestager indikerer samtidig, at hun ikke er tilfreds med CSC's håndtering af hackersagen.

- Jeg har også bedt om en redegørelse fra CSC for, hvorfor jeg først er blevet orienteret så sent i forløbet, siger hun.

I redegørelsen skal der indgå en forklaring på, hvorfor it-firmaet ikke af egen drift har vurderet, at der var behov for at orientere om sagen, fremgår det af pressemeddelelsen.

Venstres it-ordfører, Michael Aastrup Jensen, har samtidig indkaldt både Margrethe Vestager og justitsminister Morten Bødskov (S) i lukket samråd for at få alle oplysninger frem om hackerangrebene, der fandt sted i perioden fra april til august 2012.

- Vi skal omgående have klarhed over omfanget af hackingen. Samtidig er det dybt bekymrende, at det i det hele taget har kunnet lade sig gøre, og at det først er nu, at det kommer til offentlighedens kendskab.

- Tilliden til disse følsomme registrer har ganske enkelt lidt et afgørende knæk, siger Michael Aastrup Jensen

Københavns Politi mistænker en svensk mand og en dansk mand i hackersagen.

Svenskeren sidder varetægtsfængslet i en anden sag i Sverige, mens danskeren er anholdt og fremstilles i grundlovsforhør torsdag.

/ritzau/