Vi mindes vore afdøde på nettet

Når et menneske pludselig afgår ved døden, går der ofte ikke lang tid, før minderne om den afdøde får nyt liv i cyberspace.

Internettet, og ikke mindst sites som Facebook og www.mindet.dk er blevet populære samlingssteder for de efterladte. Ofte går der kun ganske få timer eller dage, fra en person er død, til nogen venner eller pårørende har oprettet en Facebook-gruppe til minde om den afdøde.

Et af de seneste lokale eksempler på det, er den 18-årige Søren Elholm, der omkom i en tragisk bilulykke på Lidsøvej på Sydlolland sidste lørdag. Kort efter ulykken oprettede en af hans venner en mindegruppe på Facebook, hvor man kan gå ind og skrive små beskeder til den afdøde eller dele ens egne minder om ham med gruppens øvrige medlemmer.

Fredag formiddag havde gruppen rundet hele 527 medlemmer.

Og da 23-årige Mark Christensen et par dage senere omkom i en tragisk arbejdsulykke på Sukkerfabrikken i Sakskøbing, fik det også straks venner og bekendte til at skrive masser af beskeder på hans Facebook-profil.

Men hvad der det, der får os til i stigende grad at benytte internettet, når vi skal mindes vore kære? Det er der ifølge chefpsykolog hos Falck, Rikke Høgsted, flere forklaringer på.

- Først og fremmest har vi som mennesker i den slags situationer et behov for at forstå det, der er sket og dele det med hinanden. Og der er Facebook et oplagt sted, hvor man har mulighed for at dele informationer med andre og begynde at bearbejde det, der er sket, fortæller hun og tilføjer:

- Vi har også behov for at gøre noget, når vi oplever den slags. Det at sidde tilbage med afmagten er forfærdeligt. Og der kan det at oprette en mindeside og sende hilsener være en måde at gøre noget på.

- For når vi pludselig fra det ene minut til det andet oplever at miste et menneske, som har stået os nær, så sidder vi med et stort ønske om at tage et skridt tilbage og fortælle vedkommende, hvor meget han eller hun betød for os. Og der kan det at lave en mindeside være en måde at ære den afdøde på og samtidig støtte de pårørende.
- Samtidig lever vi i en kultur, hvor vi mangler nogle ritualer, der er knyttet til tab og traumer. Og der giver internettet mulighed for at opbygge eller opfinde nogle nye ritualer, forklarer hun.

Rikke Høgsted opfordrer dog til, at man tænker sig om, inden man skriver noget i sådan et forum af hensyn til de pårørende.
- Det er vigtigt, at det sker i god ro og orden og med respekt. Både for det, der er sket og for den afdøde.

Foto: Den seneste tragiske døsulykke på Lolland skete i en sukkersilo i Sakskøbing, hvor 23-årige Mark Christensen omkom i en arbejdsulykke. Siden har venner og bekendte skrevet masser af beskeder til ham på hans Facebook-profil.

Internettet, og ikke mindst Facebook, er blevet et populært samlingssted for de efterladte, når nogen pludselig dør. Det gælder også efter den seneste uges to dødsulykker på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret