Vidne fandt savnet kajakroer død i vandet ved Askø
Siden torsdag har beredskab ledt efter 43-årig kajakroer. Nu er han fundet død.
En person er fundet død i vandet ved Askø fredag eftermiddag. Ifølge Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er der tale om en 43-årig kajakroer, der torsdag blev meldt savnet.
- Der er et vidne, som ser en person drive rundt i vandet ved Askø. Da han bliver trukket i land, viser det sig, at der er tale om den person, som har været savnet, fortæller politiets vagtchef Bo Georg Petersen.
Forsvarets søredningstjeneste JRCC stod torsdag i spidsen for eftersøgningen af den savnede roer. Med både i vandet og helikopter i luften forsøgte man at finde manden - men uden held.
Natten til fredag blev eftersøgningen indstillet midlertidigt. Fredag morgen blev indsatsen genoptaget, men det var altså først midt på eftermiddagen fredag, at et vidne fik øje på den afdøde roer.
Manden sejlede ud torsdag omkring middagstid, og vidner fortalte til politiet, at de havde set roeren nord for Blans Havn.
Det var hans hustru, som meldte ham savnet, da han ikke vendte tilbage eller gav nogen livstegn.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned