Vidne fra 1991 efterlyses i forbindelse med 34 år gammel drabssag

Vicepolitiinspektør Brian Belling fortæller onsdag om gennembruddet i sagen om drabet på Hanne With nytårsnat 1989/1990. I den forbindelse efterlyser han et mandligt anonymt vidne, som kontaktede politiet telefonisk i oktober 1991. Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

En anonym mand ringede til politiet og mente at have oplysninger om drabet på Hanne With. Politiet søger ham.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi efterlyser et mandligt anonymt vidne, der ringede til politiet i oktober 1991 i forbindelse med drabet på Hanne With nytårsnat 1989/1990.

Det har vicepolitiinspektør Brian Belling fortalt på en pressebriefing i København onsdag morgen. Belling er desuden afdelingsleder af Afdelingen for personfarlig kriminalitet.

Onsdag morgen meddelte politiet i en pressemeddelelse, at en 53-årig mand er blevet anholdt og sigtet i den 34 år gamle drabssag.

Manden er bosiddende i Randers. Han blev anholdt på sin arbejdsplads, et slagteri i Nordjylland.

Anholdelsen er gjort muligt takket være udviklingen i DNA-teknologi.

- Nu har vi en mistænkt og en sigtet, og nu begynder vores efterforskning at dreje sig over på ham og hans færden i 1990, og hvad han har lavet siden, sagde Brian Belling onsdag morgen.

Den anonyme person, som ringede til politiet i 1991, mente dengang at vide, hvem gerningsmanden til drabet kunne være.

I en pressemeddelelse specificerer politiet efter pressemødet, at vidnet ringede mandag 7. oktober 1991 klokken 21.20.

- Vores anonyme vidne arbejdede på det tidspunkt på Vestjyske Slagterier i Lemvig, og han oplyste telefonisk, at den formodede gerningsmand havde arbejdet på dette slagteri.

- Den formodede gerningsmand havde også gået på Slagteriskolen i Roskilde. Vores nuværende anholdte er uddannet slagter og har også forud for drabet gået på Slagteriskolen i Roskilde, sagde Brian Belling på pressemødet.

Ifølge vidnet havde den tidligere kollega opholdt sig i København omkring gerningstidspunktet og havde været på kursus på Slagteriskolen i Roskilde.

Derfor er det "ret væsentligt" for politiet at få kontakt til vidnet, som betingede sig anonymitet. Derfor har politiet ikke kunnet få kontakt til ham.

- Det er selvfølgelig mange år siden, men vi vil meget gerne opfordre til, at han kontakter Københavns Politi, for vi vil gerne tale med ham. Eller hvis der er kolleger fra det slagteri, vil vi også gerne vide det, lød det fra vicepolitiinspektøren.

Henvendelser i sagen kan ske til Københavns Politi på telefonnummer 114.

Det er metoden slægtskabssøgning, der har ført til gennembruddet i sagen. Det er et værktøj, som politiet sidste år fik mulighed for at bruge.

Det fungerer således, at DNA-spor fra den formodede gerningsmand bliver sammenlignet med eksisterende materiale i politiets DNA-register.

Men i stedet for at søge efter en matchende profil leder man efter nære familiemedlemmer til den person, der har afgivet sin DNA.

/ritzau/