Et øjenvidne har meldt sig i sagen fra Mårslet syd for Aarhus, hvor en politibil natten til fredag påkørte en bil, der var forulykket på Hørretvej under flugt fra politiet. En 14-årig dreng mistede livet.
Statsadvokaten undersøger efter den tragiske ulykke, om drengen døde ved trafikulykken eller ved sammenstødet med politibilen.
Vidnet siger til jpaarhus.dk, at drengen ikke sad i bilen, da den blev ramt af politibilen.
- Som det så ud, var han gået ud af bilen og blev så ramt. Han lå delvist under politibilen, da vi kom ud af huset, siger vidnet til jpaarhus.dk.
Vidnet sad i sin stue, der vender ud mod vejen, og ilede til, da hun hørte et højt brag fra en bil, der væltede.
- Vi løber ud for at se, om vi kan hjælpe. Så sker der det, at den ene af drengene bliver kørt over og dræbt, siger vidnet.
Den 14-årige dreng var død, da en ambulance nåede frem, mens hans 17-årige bror slap med overfladiske skrammer.
Statsadvokat Kirsten Dyrman, der undersøger ulykken, fordi politiet var involveret, siger til netavisen, at hun vil inddrage vidnets forklaring i sin undersøgelse.
Drengene, der kommer fra Mårslet, kørte rundt i en bil, som en politipatrulje ville standse og kontrollere. Det fik føreren til at speede op og køre fra politiet.
På et tidspunkt mistede føreren tilsyneladende herredømmet over bilen, der rullede rundt på taget.
Da politibilen nåede ulykkesstedet, foretog den en opbremsning, men kunne ikke undgå at påkøre ulykkesbilen, har politiet forklaret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned