Vidne så båd, hvor lig er fundet

Det kvindelig, der tirsdag blev fundet ved Haderslev, blev måske smidt i fjorden lørdag eftermiddag.

Et vidne har fortalt politiet, at en båd på det tidspunkt lå fortøjret på stedet. Derfor satte politiet dykkere til at undersøge fjordbunden ud for Sverdrup, fortæller vicepolitiinspektør Bent Thuesen.

Politiet kan endnu ikke sige, hvordan kvinden blev dræbt, eller om hun var i live, da hun blev kastet over bord.

- Men vi kan sige med sikkerhed, at der ligger en forbrydelse bag, siger Bent Thuesen.

Kvinden er endnu ikke endeligt identificeret, men Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at der er tale om den savnede Kirsten Bay Andersen, der forsvandt efter en firmafest den 26. september.

Da dykkerne fandt liget, lå det på omkring syv meters dybde og var holdt nede af en betonklods. Retsmedicinere og kriminalteknikere gik tirsdag eftermiddag i gang med den indledende undersøgelse af den døde, der først onsdag kommer til obduktion.

/ritzau/

Et vidne har fortalt politiet, at en båd lå fortøjret på det sted, hvor man nu har fundet et kvindelig. Den mistænkte er stadig på fri fod.

Offentliggjort Sidst opdateret