Vidner så kø på lang afstand - ung mand hamrede ind i den
Flere bilister mener, at man på lang afstand kunne se bilkø. Ung lastbilchauffør så den først alt for sent.
Det er svært at forstå, at en ung lastbilchauffør først alt for sent fik øje på en bilkø på motorvej E45 ved Hedensted 5. december sidste år.
Flere andre bilister så i hvert fald køen på lang afstand og nåede derfor at bremse i tide, fortæller de onsdag under en retssag i Horsens.
Her er en 23-årig chauffør tiltalt for at være skyld i, at tre personer mistede livet, da han i sin lastbil hamrede ind i en personbil og forårsagede et stort harmonikasammenstød.
- Jeg så køen, da jeg nærmede mig. Den kunne godt ses på nogle hundrede meters afstand, fortæller et vidne i retten.
Den samme oplevelse har et andet vidne.
- Jeg kan se køen, da den er 300-400 meter foran mig. Jeg havde ingen problemer med at bremse. Der var ikke glat, siger han.
Begge vidner tilføjer imidlertid, at de på forhånd havde hørt, at der skulle være kø på strækningen.
En tredje bilist kommer da også den tiltalte lidt i møde, da han erklærer, at han måtte bremse hårdt op.
Tidligere onsdag fortalte den 23-årige lastbilchauffør, at der var "forbavsende lidt" trafik på vejen, da han tidligt om morgenen kom kørende på motorvej E45.
- Jeg kommer kørende og har ikke noget foran mig i 200-300 meter. Så kigger jeg ud i spejlet for at sikre mig, at læsset ligger, som det skal. Idet jeg kigger op, står det hele stille foran mig, sagde den tiltalte.
Formentlig havde han blot 20 eller 30 meter til at bremse, anslår han. Det var alt for lidt.
Manden er anklaget for uagtsomt manddrab, uagtsom legemsbeskadigelse og for at have overtrådt færdselsloven.
Han var ikke tilstrækkeligt opmærksom og holdt ikke en passende afstand, da han med cirka 90 kilometer i timen ramte bilkøen, hævdes det i anklageskriftet.
Hvis manden kendes skyldig, risikerer han at komme i fængsel.
Senere onsdag falder der dom i sagen.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet