Vildfarent bogstav satte gang i stor redningsaktion
Redningsfolk med det vildfarne oppustelige bogstav, som formodes at være det, anmelderen så dale ned i sundet. Foto: Claus HansenClaus Hansen
OPDATERET MANDAG 12.15: Melding om, at en faldskærmsudspringer kunne være i nød, førte lørdag aften til en større udrykning.
Jakob PoulsenJakobPoulsen
OffentliggjortSidst opdateret
NYKØBING Stor ståhej for næsten ingenting. Omtrent sådan kan man kort sammenfatte den redningsaktion, som lørdag aften udspandt sig på og omkring Guldborgsund ved Nykøbing.
Her ledte to redningsbåde fra Gedser Redningsstation sammen med en redningsbåd fra Falck i Nykøbing og en redningshelikopter fra Forsvaret efter en formodet nødstedt person i vandet ud for Lergraven i Nykøbing.
Det var en borger i området, som kort før klokken 20.20 så noget dale ned fra himlen og ramme vandet. Ifølge lokalpolitiet i Nykøbing oplyste anmelderen, at vedkommende mente at have set nogle arme i forbindelse med, at det, man antog var en faldskærm, dalede ned.
Der blev derfor slået alarm, da der var frygt for, at nogen var kommet i nød. Eftersøgningen blev også omtalt på folketidende.dk lørdag aften.
Efterfølgende fandt redningsmandskabet en genstand i vandet tæt ved kysten på Lollandssiden. Det var et stort guldfarvet E af den type bogstaver, som man ofte ser pustet op og brugt som dekoration ved fødselsdage og lignende festlige lejligheder. Og det var det, som anmelderen havde set dale ned.
Annonce
Den udlægning bekræftes ifølge lokalpolitiet af, at en ung kvinde senere på aftenen henvendte sig til politiet og forklarede, at hun og familien et kvarters tid før, anmeldelsen indløb, havde sluppet en guldfarvet ballon formet som et E løs i forbindelse med fejringen af hendes søns etårs fødselsdag. Men det var først, da de efterfølgende så omtalen af redningsaktionen på folketidende.dk, at de fik kædet tingene sammen.
Folketidende har mandag også talt med kvinden, der hedder Nadja, men ikke ønsker sit efternavn frem.
Hun fortæller, at det er en tradition, hun har sammen med sine børn, at de sammen slipper en bogstavballon fri, når barnet fylder et år. Det var en veninde, som havde læst artiklen på folketidende.dk og gjorde hende opmærksom på redningsaktionen.
- Jeg fik det rigtigt dårligt med det, for det er jo spild af ressourcer, og jeg er ked af, at det gik sådan, fortæller hun.
Indsatsleder Johnny Rasmussen fra Lolland-Falster Brandvæsen kunne lørdag ved 21.15-tiden fortælle, at redningsmandskabet havde afsøgt området uden at finde nogen nødstedte personer.
Udover de nævnte både og helikopteren var der også tilkaldt politi, ambulance, brandfolk og læge. Vagtchefens vurdering lørdag aften var, at sagen ikke ventes at få yderligere konsekvenser.
Foto: Claus HansenClaus Hansen
Foto: Claus HansenClaus Hansen
Foto: Claus HansenClaus Hansen
Foto: Claus HansenClaus Hansen
Foto: Claus HansenClaus Hansen
Der var også tilkaldt redningsfolk med en drone. Foto: Claus HansenClaus Hansen
Seneste artikler
Gunhild er dybt berørt: - Det er en virkelig trist dag
Et hak i Lollands DNA: - Det er en sort dag for dansk roedyrkning
Nordzucker: Derfor lukker fabrikken
- Et godt tidspunkt
Støjberg i kerneland
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Politiet efterlyser fortsat kvinde fra Sakskøbing
Varer til december: Bygger lyskryds ved trafikeret landevej
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole