Villa i Nakskov raseret af brand

En villa på Frejasvej i Nakskov blev fredag eftermiddag raseret af en brand. Det er især røg og sod der har ødelagt både stueetage og første sal, hvor der var værelser.

Det var husets kvindelige beboer der opdagede røgen og slog alarm til brandvæsnet klokken 13.37. Hun havde været hjemme, men var gået en tur med hunden, og da hun vendte tilbage,  var branden i fuld gang.

Røgdykkere fik hurtigt nedkæmpet ilden, der havde fat i en hjørnesofa i stuen ud mod vejen, og flammerne var også oppe under loftet.

Den brændende sofa havde imidlertid udviklet så meget røg, at  begge etager var helt sorte. Mange af husets vinduer gik desuden i stykker.

Politiet har endnu ikke fundet årsagen til branden. Kvinden har forklaret, at der var en tændt olielampe i stuen, men om den har forbindelse med at sofaen er blevet antændt, er foreløbig uvist.

Foto: Ved brandvæsnets ankomst væltede der røg ud af døre, vinduer og tag. Selve brandskaden blev begrænset til stuen.

Beboeren gik tur - da hun kom hjem, var huset fyldt med røg.

Offentliggjort Sidst opdateret