Ville låne toilet: Mand fængslet for voldtægtsforsøg
Foto: Free/Colourbox, arkivfoto
Free/Colourbox
OPDATERET: En 35-årig mand uden fast bopæl er blevet varetægtsfængslet efter et voldtægtsforsøg mod en 10 år yngre kvinde i hendes hjem.
En 35-årig mand uden fast bopæl er onsdag eftermiddag blevet fremstillet i lukket grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing, sigtet for forsøg på voldtægt af en 25-årig kvinde i hendes lejlighed i Nykøbing.
Han er nu varetægtsfængslet, foreløbig frem til den 20. juni, oplyser politiet.
Ifølge Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing havde manden og den unge kvinde mødt hinanden i Jernbanegade i Nykøbing mandag aften omkring klokken 21.30. Her spurgte han kvinden, om han måtte låne et toilet, fordi han sådan skulle tisse.
Det fik han lov til, men kort efter, at han var gået på toilettet, kom han ud igen med bukserne trukket ned og fortalte, at han havde brystsmerter og havde brug for et glas vand. Da kvinden vendte sig om for at fylde vand i glasset, greb han ifølge sigtelsen fat om hendes skulder og holdt hende for munden, mens han trak hende ind til sig.
Det lykkedes dog den 25-årige at komme fri ved at slå manden i hovedet med glasset, hvorefter hun fik skubbet ham ud af lejligheden igen.
Ved hjælp af gode vidneudsagn lykkedes senere for politiet at finde frem til den 35-årige. Han blev anholdt tirsdag aften klokken 18.23 ved Borgerservice og Hovedbiblioteket i Nykøbing.
Den 35-årige nægtede sig inden grundlovsforhøret skyldig, oplyser Bo von Würden fra lokalpolitiet.
Manden er ifølge politiet i forvejen sigtet i en anden sag om blufærdighedskrænkelse.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned