Virksomheder blev evakueret efter udslip af farlig gas
Midt- og Vestjyllands Politi rykkede onsdag ud til et mindre ammoniakudslip i et industrikvarter nær Ikast. Ingen, der var i nærheden, skulle have behandling. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Onsdag blev flere virksomheder evakueret nær Ikast, da der slap ammoniak ud.
Der har onsdag været et udslip af ammoniak i et industriområde ved Mads Clausens Vej mellem Ikast og Bording.
Det skriver TV Midtvest, og vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen oplyser onsdag eftermiddag til Ritzau, at alt er under kontrol.
Der var tale om et mindre udslip.
Udslippet betød dog, at omkringliggende virksomheder blev evakueret.
- Det er noget farligt stads. Derfor har de omkringliggende virksomheder været evakueret i det omfang, det har været relevant, siger vagtchefen til Ritzau.
Ammoniak er en gas, som består af kvælstof og brint.
Sundhedsfagligt personale har været på stedet for at tjekke personer, der har været i kontakt med ammoniakken.
Ingen har symptomer, og de har derfor ikke modtaget behandling, oplyser politiet onsdag eftermiddag.
Politiet fortæller, at udslippet skete, da gassen skulle omlæsses mellem to lastbiler.
- Og så er slangen sprunget, og så er der løbet nogle hundrede liter - estimeret 200 liter - ud, siger Carsten Henriksen.
Han siger videre, at man skal kontakte sin læge, hvis man har været i nærheden har ammoniakken og får symptomer.
Borgere i området kan muligvis lugte udslippet i nogle timer, indtil det sidste er fordampet, oplyser politiet.
- Lugten kan virke generende, men er ikke sundhedsskadelig eller farlig, skriver politiet på det sociale medie X.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned