Visitkort gav mange købere til hash

Et visitkort er en effektiv måde for hashsælgere at komme i kontakt med nye kunder på.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser en sag fra Aarhus, hvor politiet har aflyttet telefonen hos en hashsælger, der havde omdelt visitkortet "God røg - du ringer, vi bringer."

I alt har politiet fået identificeret 67 potentielle købere, fremgår det af en pressemeddelelse. Og nogle af dem er nye kunder på markedet for euforiserende stoffer, viser det sig:

- Flere af dem, vi har været i kontakt med, giver udtryk for, at de aldrig kunne finde på at gå ned på gaden og købe hash, siger vicepolitikommissær Kristian Harlev Sørensen fra Østjyllands Politi.

Men leveringen lige til døren var en mere fristende fremgangsmåde.

22 af de 67, der ringede til hashsælgeren, er blevet sigtet for at ville købe hash, og de står til bøder mellem 2.000 og 4.000 kroner.

De øvrige bliver indkaldt til en såkaldt bekymringssamtale, lyder det fra politiet om køberne, der alle er fra 18 til 23 år. De fleste er mænd.

Navnene er fundet i et køberregister og er med i en sms-kæde, som formidler gode tilbud.

Også tidligere har sælgere af illegale stoffer ændret salgsmetoder og har vist sig at være meget serviceminded.

I København har politiet efterforsket mod to forskellige budtjenester. "De brune bude," der tilbød hash, og "De hvide bude", som leverede kokain til døren.

/rittzau/