Vognmænd: Cyklisterne har også et ansvar

Foto: Polfoto

Tirsdagens tragiske højresvingsulykke i Nakskov skal ikke bruges som et led i jagten på lastbilchaufførerne, lyder det fra Forbundet for Frie Danske Lastbilvognmænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er cyklisterne, der kører hasarderet, og ikke lastbilerne. Sådan lyder det fra Forbundet for Frie Danske Lastbilvognmænd (FDL), der ikke forstår Cyklistforbundets udtalelser i kølvandet på tirsdagens tragiske ulykke i Nakskov, hvor en 6-årig dreng mistede livet i en højresvingsulykke. Det skriver dr.dk.

Ulykken fik nemlig Cyklistforbundet til at gå ud og kræve, at lastbiler fremover skal stoppe helt, inden de drejer. Men det er altså ikke udelukkende hos chaufførerne, at problemet ligger, lyder det nu fra FDL.

- Vi skal ikke tage stilling til den seneste ulykke, men blot konstatere, at det er de færreste af højresvingsulykkerne, hvor skylden kan pålægges føreren af vogntoget. Der er masser af eksempler på, at cyklister pludselig dukker op og ud af de døde vinkler og tager chancen med at køre lige ud, selvom de godt kan se, lastbilen har indledt højredrejning, siger Preben Skjøth, der er redaktør af forbundets nyhedsbrev, til dr.dk.

Preben Skjøth understreger overfor dr.dk, at det er meget tragisk, når et menneske dør i trafikken, sådan som det skete tirsdag, men han mener ikke, det skal bruges som et led i jagten på lastbilchaufførerne.