Vognmænd vil diskutere løsninger efter sager om overgreb i taxaer

En 40-årig taxachauffør er mandag tiltalt for at have blufærdighedskrænket tre kvinder, som var passagerer i hans taxa i januar i år. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere taxachauffører har den seneste tid været involveret i sager om overgreb på passagerer i taxaer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag er en 40-årig tidligere taxachauffør på anklagebænken i Københavns Byret tiltalt for at have forgrebet sig på flere kvinder.

Det er én sag af flere fra den seneste tid, hvor mandlige taxachauffører enten er sigtet, tiltalt eller dømt for at have blufærdighedskrænket eller voldtaget kvindelige passagerer i taxaer.

I den 40-årige mands tilfælde fandt episoderne sted sent om natten i januar i år.

En af kvinderne var ifølge anklagemyndigheden så alkoholpåvirket, at hun ikke var i stand til hverken at samtykke eller modsætte sig.

Han er tiltalt for at have voldtaget kvinden ved andet seksuelt forhold end samleje.

De andre kvinder skal han have blufærdighedskrænket ved at beføle dem flere steder på kroppen eller ved at forsøge at kysse dem.

Det vides ikke, hvilket selskab manden var ansat i.

Administrerende direktør i Dansk Person Transport (DPT) Michael Møller Nielsen understreger i et skriftligt svar, at én sag om overgreb, voldtægt eller på anden måde grænseoverskridende adfærd er en sag for meget.

- Heldigvis sker det meget sjældent, men det bør aldrig ske. Det er også grunden til, at DPT i vores taxisektorbestyrelse vil tage en diskussion om emnet.

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at undgå fremtidige sager, siger han.

DPT er den faglige brancheforening for bus- og taxivognmænd i Danmark.

Hvis en vognmand eller et kørselskontor får kendskab til en sag, bliver videoovervågningen i taxaen tjekket.

- Hvis anklagen fra passageren er korrekt, fører det med det samme til en fyring af chaufføren, siger Michael Møller Nielsen.

Han fortæller videre, at alle kørselskontorer har klare retningslinjer for chaufførerne og krav om ren straffeattest.

- Jeg har kendskab til en række kørselskontorer, som på baggrund af disse sager har haft kontakt til vognmændene og chaufførerne for at sikre, at de gør en ekstra indsats - så alle passagerer får en god service og føler sig sikre, siger han.

Der ventes dom i sagen om den 40-årige taxachauffør onsdag 7. august.

/ritzau/