VOLD OG TVANG PÅ OPHOLDSSTED: NU ER DOMMEN FALDET
Retten i Nykøbing afsagde tirsdag dom over seks medarbejdere på det nu lukkede opholdssted Take Care i Maribo. Arkivfoto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Retten i Nykøbing traf tirsdag eftermiddag afgørelse i sagen mod seks tidligere medarbejdere på opholdsstedet Take Care.
Efter flere retsmøder og afhøringsvideoer med børn, der fortalte skræmmende historier om vold og ulovlig tvang på det nu lukkede opholdssted Take Care i Maribo, faldt dommen tirsdag eftermiddag.
Seks var tiltalt for vold eller ulovlig tvang. Alle havde nægtet sig skyldig i alle anklager mod dem.
Retten i Nykøbing dømte fem ud af de seks tiltalte i de forhold, de hver var tiltalt for.
Baggrund
De i alt seks tidligere medarbejdere på opholdsstedet var tiltalt for et eller flere forhold. Det drejede sig om i alt syv episoder.
Episoderne handlede blandt andet om, at en medarbejder havde holdt et barns hoved nede i et toilet, en anden havde taget halsgreb på et barn, om skub, skældsord eller vold på opholdsstedet.
Læs mere om, hvad de var tiltalt for her.
Derfor blev de dømt
De tiltalte havde nægtet, at episoderne havde fundet sted, eller at de havde fundet sted, sådan som børnene forklarede på afhøringsvideoerne.
Flere af advokaterne henviste til, at der manglede beviser, som understøttede børnenes forklaringer.
Når det er ord mod ord, og det er anklagemyndighedens job at løfte bevisbyrden, og tvivlen skal komme den tiltalte til gode, mente flere af advokaterne, at deres klienter ikke skulle dømmes.
Men Retten i Nykøbing mente det altså anderledes.
Her blev der lagt vægt på troværdigheden af børnenes vidneudsagn, at det var vold overfor børn, og hvor grove episoderne var.
Advokaterne til de dømte har alle udbedt sig betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.
Anklagerens dom
Anklageren fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Siw Olsen, er som udgangspunkt tilfreds med dommen.
- Der blev jo domfældt fem ud af seks i overensstemmelse med anklageskriftet. Med hensyn til straffene så ligger de væsentlig lavere end det, jeg påstod, og der er jeg nødt til at læse præmisserne i dommen for at se, hvad det er, retten har lagt vægt på, siger Siw Olsen.
De dømte fik mellem 30 dage og fire måneders fængsel. Flere af de dømte fik også en advarsel om udvisning.
Anklageren overvejer også, om hun vil anke dommen.
Artiklen opdateres.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde