Det er en rigtig dårlig idé at give indsatte i landets lukkede fængsler fri adgang til mobiltelefoner i cellerne.
Sådan lyder advarslen fra landsforeningen Voldsramte Kvinder, efter et politisk flertal i Politiken erklærer sig rede til at udstyre fangerne med en mobil.
- De tilbagemeldinger, vi har fra voldsramte kvinder, er, at de er meget utrygge, og flere oplever, at voldsudøveren kontakter dem igen og truer dem, siger foreningens formand, Sanne Graffe.
- Det vil alt andet lige blive nemmere, hvis voldsmændene i fængslerne får lov til at have en mobiltelefon, siger hun.
I dag er det en offentlig hemmelighed, at der florerer mobiltelefoner bag tremmerne, selvom de indsatte i lukkede fængsler ikke må have dem.
Og ifølge Sanne Graffe bliver telefonerne blant andet brugt til at ringe og true kvinderne.
- Vi har haft en del kvinder, der ringer og spørger os, hvad de skal gøre, når de bliver truet. Men det eneste, vi har kunnet sige, er, at de skal melde det til Kriminalforsorgen, så de indsatte i det mindste får taget telefonen, siger foreningsformanden.
Ud over de voldsramte kvinder frygter landsforeningen også, at det kan ramme børnene, hvis de indsatte får fri adgang til telefoni.
- Hvis far, der har slået mor, frit kan kontakte børnene, så vil det i nogle tilfælde være med til at øge børnenes utryghed, siger Sanne Graffe.
Samlet set er forslaget om at tilgodese de indsattes behov for en telefon set med landsforeningens øjne endnu et eksempel på, at der tages mere hensyn til de dømte end til ofrene.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker