Voldsom bilbrand efterforskes af politiet
Søndag morgen stod endnu en bil i brand i Nakskov, hvilket også var tilfældet for denne bil ugen forinden. Foto: Lars Dalsig
Foto: Lars Dalsig
En person er set løbe fra stedet i forbindelse med, at en bil udbrændte tidligt søndag morgen i Nakskov.
En bilbrand fik tidligt søndag morgen brandfolkene ud af fjerene. Omkring klokken seks kom meldingen, om at en bil stod i brand på Engblomme i Nakskov.
- Da vi lander, er der godt gang i den. Den er fuldstændig overtændt og brænder alt, hvad den kan brænde. Der ligger kun en bunke metal tilbage, siger vagthavende ved Lolland-Falster Brandvæsen Henrik Brøndbjerg Christensen.
Han forklarer, at der ikke var risiko for spredning til bygninger i forbindelse med branden, som tog en times tid at få slukket.
Fredag aften i sidste uge fandt to andre bilbrande sted i Nakskov.
Efterlyser mand
Hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fortæller vagtchef Anders Dahl, at man mistænker, at der er tale om en påsat brand.
- En person er set løbe derfra. Vi er afhængige af, at vidner henvender sig, siger han.
- Nu skal vi afgøre, om bilen skal undersøges nærmere, siger vagtchefen.
Politiet efterlyser en mand med en højde mellem 170 og 180 centimeter, almindelig kropsbygning, mørke bukser og mørk jakke med hætte.
Hvis man har oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes ved at ringe 114.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker