Voldsom brand på varmeværk i Nakskov

Det halve af Lollands brandvæsner var natten til fredag indsat for at nedkæmpe en voldsom brand i en silo på halmvarmeværket på Drammenvej i Nakskov. Først efter to en halv times køling, hvor fire vandtankvogne kørte i pendulfart med otte tons vand ad gangen, var det muligt for brandfolk at åbne lemmene ind i siloen og få ilden endeligt slukket.
Klokken 00.51 kom der en automatisk brandalarm fra værket, men da en af de ansatte kort efter nåede frem, stod der meterlange stikflammer ud fra toppen af en af de tre siloer, som filtrerer røgen fra varmeværket, og der var overhængende fare for en eksplosion  i den støvfyldte silo. Der blev derfor slået alarm om bygningsbrand. Indsatsleder Egil Knudsen vurderede, at det ville være for risikabelt at sende røgdykkere op på siloen, og i stedet begyndte man at køle den ned med vand fra fire strålerør.
Foruden Nakskovs tre vandtankvogne kørte en tankvogn fra Rødby i pendulfart til stedet, og også Stokkemarke Brandvagt blev tilkaldt. Yderligere blev resten af Rødbys styrke sendt til Nakskov i beredskab, hvis der skulle opstå flere brande. Frivilligt mandskab fra Lolland-Falster Brandvæsen blev tilkaldt for at fylde røgdykkerflasker og for at lave kaffe til mandskabet.
Efter to en halv times køling fik man åbnet en lem i bunden af siloen, og begyndte at pumpe vand ind. Senere kunne røgdykkere trænge ind i toppen af siloen og få bugt med den sidste ild. På det tidspunkt var klokken fire.
Siloen er ødelagt ved branden, men værket har to tilsvarende siloer, og menes derfor ikke at måtte stoppe varmeproduktionen.

Foto: Mogens Warrer

Brandfolk fra Nakskov, Rødby og Stokkemarke kæmpede i nat i tre timer med brand i filteranlæg.

Offentliggjort Sidst opdateret