Voldsom guldrøver slår til i Kjellerup
En mand sidst i 20'erne kunne tilsyneladende ikke beslutte sig for, hvad han ville have, da han torsdag begik røveri mod en guldsmed i Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg.
Ved 17.30-tiden kom den mørkklædte mand ind i Kloster Sølv i Østergade bevæbnet med en hammer.
- Han råber, at han vil have penge, siger vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi, Jørgen Jensen.
- Men umiddelbart efter løfter han hammeren og slår en montre i stykker, fortsætter han.
Derefter tager røveren nogle guldhalskæder fra den smadrede montre og løber ud af forretningen uden at få de penge, han i første omgang forlangte.
- Jeg ved ikke hvorfor. Måske er han selv blevet forskrækket over den larm det gav, da montren blev slået i stykker, siger Jørgen Jensen.
Fra forretningen kørte røveren på cykel mod en nærliggende SuperBrugsen, hvor han skiftede den tohjulede ud med en bil og kørte i ukendt retning.
Røveren beskrives som sidst i 20'erne og 170-175 cm høj. Under røveriet var han iført mørkt tøj og en sort hætte, så man kun kunne se øjnene.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned