Voldsomme røvere blev filmet med vidners mobiltelefoner
Fire maskerede personer fik et beskedent udbytte, da de begik røveri mod en guldsmedeforretning i København.
Flere forbipasserende greb hurtigt fat i deres mobiltelefoner, da de tilfældigvis blev vidner til et voldsomt røveri mod en guldsmedeforretning på Nørrebrogade i København.
Med telefonerne optog de videoer af episoden, og politiet håber nu, at materialet kan være med til at opklare sagen.
- Vi har ikke meget at gå efter. Vi skal have afhørt nogle vidner og set overvågning igennem. Og så har nogle filmet seancen med deres mobiltelefoner, hvilket gør det hele meget nemmere. Det skal vi selvfølgelig se igennem, siger central efterforskningsleder Gunnar Nørager til Ritzau.
Han oplyser samtidig, at politiet ikke har anholdt nogen i sagen.
Sent fredag eftermiddag gik fire maskerede personer voldsomt til værks mod smykkebutikken.
- De løber hen til forretningen og slår løs på ruden med mukkerter og økser, sagde den centrale efterforskningsleder Morten Smith fredag til Ritzau.
Trods de store anstrengelser fik røverne kun et beskedent udbytte. Forretningens rude holdt i det store hele til den voldsomme behandling.
- Der er kun kommet et enkelt hul, hvor en af mændene har haft mulighed for at stikke en hånd ind og tage nogle smykker, fortalte Morten Smith.
Det er endnu uvist, hvad der er forsvundet fra forretningen.
Efter røveriet løb gerningsmændene over Nørrebrogade og sprang ind i en bil, som forsvandt ad Stefansgade.
Signalementet af de fire personer er "meget sparsomt" og strækker sig til, at de beskrives som 175-180 centimeter høje og iført mørkt tøj.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned