Voldsomt knivdrab på overbo udløser anbringelse på ubestemt tid
En 56-årig kvinde mistede i december livet, da hun blev stukket med kniv flere gange af sin underbo.
En 54-årig mand dræbte i december sin overbo på en adresse i Brabrand, da han angreb hende med flere knive og stak hende gentagne gange på kroppen.
Det koster ham nu en anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Dommen er faldet tirsdag ved Retten i Aarhus, og manden har i løbet af sagen erkendt sig skyldig i at have dræbt sin kvindelige overbo med adskillige knivstik.
Han har forklaret, at han igennem længere tid havde været irriteret på sin 56-årige overbo. Derfor ventede han på hende, da hun kom hjem fra arbejde om natten den 6. december.
Som led i forberedelserne havde han rustet sig med flere knive og ventede på hende på Engdalsvej.
Han havde i alt fire knive på sig - en kokkekniv, en filetkniv, en savtakket kniv og en urtekniv.
Da kvinden ankom til stedet, blev hun stukket flere gange. Hun blev blandt andet ramt i hjertet, halsen og lungen.
Umiddelbart efter drabet ringede den nu 54-årige mand selv til politiet og fortalte, at han havde slået overboen ihjel.
I løbet af få minutter var en patrulje på stedet, og betjente fandt liget af kvinden med en kniv i halsen på gaden foran bygningen. Tæt på stedet stod den 54-årige, som sagde, at det var ham, der havde stukket kvinden
Mentalerklæringen af manden viste senere, at han var sindssyg på gerningstidspunktet. Derfor anbefalede Retslægerådet, at manden blev dømt til anbringelse i stedet for at få en fængselsstraf.
- Ud fra Retslægerådets vurdering af den 54-åriges mentale tilstand er jeg tilfreds med, at han nu skal anbringes på en psykiatrisk afdeling, og grundet sagens meget alvorlige karakter er der ingen længstetid på anbringelsen, siger anklager Dorthe Lysgaard i pressemeddelelsen.
Da den nu dømte mand blev varetægtsfængslet efter et grundlovsforhør 6. december blev han ligeledes placeret på en psykiatrisk afdeling.
Den 54-årige mand har modtaget dommen.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet