Voldsomt uheld ved Rødbyhavn

Foto: Anders Knudsen

Flere personer måtte en tur på skadestuen tirsdag aften efter et voldsomt uheld ved Rødbyhavn

Offentliggjort Sidst opdateret

Der skete både betydelig materiel skade og personskade, da to biler i aftes klokken 21.21 stødte sammen i krydset Vestre Allé/Bindernæsvej i Rødbyhavn. En 18-årig kvinde, der har fået sit kørekort i år, kom kørende fra Bindernæsvej mod øst, men overholdt ikke sin vigepligt, da hun nåede Vestre Allé. Her kørte hun frem og lige ind i en bil, der kom fra Rødbyhavn i retning mod nord. Den blev ført af en 55-årig kvinde fra Nakskov.

Desværre er politirapporten meget lidt oplysende om, hvad der reelt skete ved sammenstødet, og hvem, der kom til skade. I bilen med den unge 18-årige kvinde sad der to andre kvinder på 18 år. En af de involverede parter var teknisk fastklemt og måtte hjælpes fri af Falck, og flere måtte på skadestuen i Nykøbing F., men rapporten melder ikke noget om, hvem, og hvor alvorligt de kom til skade. Den 18-åriges udsyn er muligt generet af noget jordarbejde i krydset.