Voldssag med rocker-relationer under opklaring

Politiet er ved at oprulle en voldssag fra Nykøbing, der har fundet sted i miljøet omkring det lokale X-Team, der er støttegruppe til Bandidos.

I sidste uge anholdt politiet en ung mand og sigtede ham for vold mod en 21-årig. Den anholdte blev fredag varetægtsfængslet for tre uger i et grundlovsforhør, der blev holdt for dobbelt lukkede døre. Det betyder, at pressen ikke må få at vide, hvad sigtelsen går ud på.

Tirsdag anholdt politiet så yderligere to mænd, som man anser for at være medskyldige i volden mod den 21-årige. Onsdag formiddag blev den ene af de to så fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.

Også her valgte retten at dobbeltlukke dørene på begæring af anklageren. Han oplyste, at det skyldes, at ofret er med i X-Team.
- Det er jeg ikke, sagde den anholdte, en 27-årig mand, inden dørene blev lukket.

Den 27-årige blev for nyligt løsladt efter næsten et års varetægtsfængsling i en sag, der blandt andet handler om flere overfald i Nykøbing. Denne sag afgøres endeligt i maj.

Grundlovsforhøret var onsdag formiddag fortsat i gang.

Politiet er ved at oprulle en voldssag fra Nykøbing, der har fundet sted i miljøet omkring det lokale X-Team, der er støttegruppe til Bandidos.

Offentliggjort Sidst opdateret