Formanden for Somalisk forening i Danmark, Ahmed H. Dhaqane, er ulykkelig over, at somaliske pirater har kapret et sejlskib med en dansk børnefamilie og deres to gaster ud for Somalias kyst.
- Det er en frygtelig sag, som har chokeret os alle sammen. Vi taler om det hele tiden. Det er forfærdeligt, at det sker for en helt uskyldig familie, siger han.
Men den danske families endnu uvisse skæbne er ikke formandens eneste bekymring i forbindelse med kapringen.
- Det er en skidt sag for både den danske familie, og det skader også os somaliere, der lever i Danmark. Det ødelægger vores navn, som allerede er skadet efter sagen med øksemanden. Det her er endnu et nederlag for det somaliske miljø, siger Ahmed H. Dhaqane.
- Jeg føler mig ikke ansvarlig, men det er stadig en skam for hele Somalia og alle somaliere, at vores landsmænd gør sådan noget, siger han.
Ahmed H. Dhaqane fortæller, at mange somaliere i Danmark allerede føler landets blakkede renommé i deres hverdag.
- Jeg er bange for, hvad folk tænker, når de ser en somalier på gaden. Det påvirker hele vores liv og vores hverdag. Flere af vores børn bliver kaldt pirater i skolen, siger han.
I forbindelse med kapringen har Dansk Folkeparti opfordret justitsministeren til at øge politiets overvågning af herboende somaliere med kontakter til de pirater, der hærger Adenbugten.
Samtidig advarer flere eksperter om, at piraterne er dygtige til at holde sig orienterede om, hvad der bliver skrevet i de danske medier og bruger oplysningerne til at sætte størrelse på den løsesum, de kræver.
Også Ahmed H. Dhaqane erkender, at piraterne tilsyneladende er godt orienterede.
- Men jeg har ikke noget kendskab til, at somaliere her skulle være i kontakt med pirater i Somalia. Jeg kender i hvert fald ikke nogen, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker