Yahya Hassan løb fra politiet efter retsmøde
Efter et retsmøde i Aarhus løb digteren fra politiet. Han hævder, at han tilbage i marts skød i selvforsvar.
Den voldssigtede digter Yahya Hassans ophold bag tremmer fortsætter, efter at hans varetægtsfængsling fredag morgen blev forlænget med tre uger.
Den beslutning faldt imidlertid ikke i god jord hos den unge forfatter.
Ifølge flere medier stak han således af fra to betjente, da han var ved at blive ført væk fra retsbygningen i Aarhus.
Hassan løb hen til en gruppe journalister for at give sin version af sagen:
- Fordi forurettede overfaldt mig, så skal jeg fængsles i tre måneder.
- Når han overfalder mig, mens jeg har brækket en arm og et brækket kraveben, så er det da klart, at han bliver skudt, råbte Hassan ifølge BT.
Yahya Hassan har i over to måneder siddet varetægtsfængslet, fordi han sidst i marts blev beskyldt for at stå bag en skudepisode i det vestlige Aarhus.
En søndag nat blev der affyret fem skud i et boligområde, hvoraf to af skuddene ramte en 17-årig dreng i låret og foden.
Skudepisoden udspillede sig, efter Yahya Hassans liv i en længere periode havde taget en dramatisk drejning. Det var i hvert fald, hvad hans opslag på de sociale medier viste.
Han skrev blandt andet, at han blev forfulgt og udsat for trusler, fordi han havde en konflikt med banden Black Army, der huserer i Aarhus.
Yahya Hassan er derfor sigtet for både grov vold og våbenbesiddelse, men forfatteren har fra starten nægtet sig skyldig i forbrydelsen.
Og sådan forholder det sig fortsat, forsikrer hans advokat, Michael Juul Eriksen.
Ved fredagens retsmøde blev der ud over den forlængede varetægtsfængsling besluttet, at sagen mod Hassan formentlig kommer for retten til august.
- Der var stor interesse fra både anklagers og min side for at få afviklet sagen hurtigt. Min klient har også en interesse i at komme for retten snart, for når han nægter sig skyldig, skal han ikke sidde varetægtsfængslet mere end højst nødvendigt, siger advokaten.
Der er endnu ikke udarbejdet et anklageskrift i sagen mod Yahya Hassan.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde