Yderligere tre personer fængslet i sag om indsmugling af 818 kilo kokain
I marts i år blev der fundet brunlige pakker og sportstasker, som var drevet i land ved Sejerøbugten. Indholdet viste sig at være kokain. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Tre personer blev tirsdag fremstillet in absentia for indsmugling af kokain i fællesskab med to andre.
Tre personer, som blev fremstillet in absentia ved Retten i Holbæk tirsdag for i fællesskab med to medgerningsmænd at have indsmuglet 818 kilo kokain, er blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger.
Det skriver National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) på det sociale medie X.
De to medgerningsmænd - to mænd på henholdsvis 27 og 60 år - blev også varetægtsfængslet tirsdag.
De fem er alle sigtet for i fællesskab at indsmugle de 818 kilo kokain. Alle fem menes at have tilknytning til et serbisk narkonetværk, skrev Ekstra Bladet, der var til stede i retten, tirsdag.
Når en sigtet fremstilles i et grundlovsforhør in absentia, dækker det over, at personen ikke er til stede. Når en sigtet på flugt fremstilles in absentia, kan politiet bruge varetægtsfængslingen til at efterlyse den sigtede internationalt.
Det vakte opsigt, da kokainen tilbage lørdag den 16. marts drev i land i Sejerøbugten på stranden ved Sjællands Odde.
Her anmeldte flere borgere på gåtur, at de havde fundet sportstasker, der var drevet i land. Sportstaskerne var bundet sammen med redningsveste og lys. Nogle af taskerne var gået op, og derfor fandt nogle borgere også løse pakker.
Herefter iværksatte politiet en indsats med patruljebåd, fly fra Hjemmeværnet og droner.
Senere blev det konstateret, at indholdet i pakkerne var kokain. Kokainen blev beslaglagt og destrueret af politiet.
Ifølge tirsdagens pressemeddelelse fra NSK er det politiets opfattelse, at mændene skulle opsamle kokainen i vandet med henblik på videredistribution.
- Der er tale om omfattende mængder narkotika. Det er derfor med stor tilfredshed, at vi nu har kunnet skride til anholdelse af en del af et organiseret kriminelt netværk, sagde vicepolitiinspektør i NSK Lars Feldt-Rasmussen i pressemeddelelsen tirsdag.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker