Det lignede en færdselsulykke, da en 27-årig mand kort før klokken 23 mandag aften blev fundet død ved siden af sin knallert på Limfjordsvej i Nørresundby.
Men da Falck-reddere nåede frem, viste det sig, at han var blevet stukket med en kniv i ryggen og brystet, oplyser Nordjyllands Politi.
Lægerne på Sygehus Syd i Aalborg erklærede lidt senere manden død.
Politiet fulgte blodspor nogle få hundrede meter til en lejlighed på Digmannsvej, hvor en 29-årig mand og en et år yngre kvinde blev anholdt. Alle tre har tilsyneladende drukket sammen tidligere på aftenen, inden den dræbte og den 29-årige kom i skænderi.
- Vi mener, at den 29-årige stod bag drabet. Kvinden har intet med drabet at gøre og er løsladt igen, fortæller vicepolitikommissær Lars Nørskov Jørgensen fra Nordjyllands Politi.
Den sigtede er en gammel kending af politiet og har flere domme for røveri, vold og narko. Han blev tirsdag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg og varetægtsfængslet i fire uger.
- Han nægtede sig skyldig i drab, og det er det, som vi sigter ham for, forklarer politikommissær Jørgen Birger Jensen.
Politikommissæren ønsker ikke at oplyse yderligere, da grundlovsforhøret skete bag lukkede døre. Den 29-årige har dog tidligere under afhøring hos politiet erkendt at have ført kniven.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde