Yngre mandlig fører af bil mister livet i soloulykke i Brøndby

En yngre mand er død i en ulykke på Motorring 3. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix

En yngre mand har mistet livet, og tre personer er på hospitalet efter soloulykke på Motorring 3 i Brøndby.

Offentliggjort Sidst opdateret

En yngre mand har mistet livet i en soloulykke natten til tirsdag på Motorring 3 i Brøndby.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Henrik Andreasen til Ritzau.

- Vi er færdige derude. Der har været en bilinspektør ude, som skal hjem og samle trådene, siger han.

Derudover er tre personer blevet kørt til Rigshospitalet. De er ikke i kritisk tilstand.

Blandt de tre personer var en yngre kvinde og to yngre mænd.

Alle fire personer sad i samme bil. Den afdøde mand førte bilen.

Der er ikke foretaget nogen anholdelser, siger Henrik Andreasen.

Han kan ikke oplyse, om der er mistanke om, hvorvidt der var alkohol indblandet i ulykken.

Politiet kan endnu ikke oplyse, hvad der forårsagede ulykken. Det skal bilinspektørens undersøgelse vise.

Politiet skrev først ud om ulykken i et opslag på X klokken 01.51.

Den sydgående kørebanehalvdel var efter ulykken spærret i mere end en time, inden Vejdirektoratet klokken 03.01 oplyste, at sporet var genåbnet.

/ritzau/

Den ødelagte bil løftes væk fra vejen natten til tirsdag. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix