Fremtidens hjerneforskning planlagt på øer i Smålandsfarvandet

Stor gruppe hjerneforskere fra Rigshospitalet har brugt Askø Gamle Skole som base for faglige workshops og teambuilding.

Hele gruppen af hjerneforskere, der forleden lagde strategi på Askø. Privatfoto
Offentliggjort

De store linjer for dansk hjerneforskning i de kommende år er netop blevet lagt på Askø og Lilleø.

Midt i den heftige debat om færgestrategi og spareforslag ankom således 18 hjerneforskere fra Rigshospitalet forleden til Askø-Lilleø for i godt et døgns tid at fastlægge den kommende struktur og strategi for deres fortsatte forskning.

Blandt hjerneforskerne var Tina Nørgaard Munch, klinisk lektor og speciallæge i neurokirurgi, der siden 2022 har været indehaver af et fritidshus på Askø.

- Jeg havde længe kigget efter et hus ved vandet og faldt pladask for Askø og Lilleø og det lille samfund herovre. Jeg er så glad for øerne, at jeg foreslog mine kolleger på Rigshospitalet, at vi skulle tage herover på vores første forskercamp. Og det blev en rigtig fin oplevelse for os, fortæller Tina Nørgaard Munch.

Her kan en ø altså bare noget. Man er til stede i nuet og fri for alle mulige forstyrrende elementer.

Tina Nørgaard Munch

Stor grad af teambuilding

Den store gruppe af hjerneforskere fra Rigshospitalets Afdeling for Hjerne- og Nervekirurgi ankom til øen 5. juni og brugte Askø Gamle Skole som base for de faglige workshops og oplæg - og indkvarteringen fandt sted i et par fritidshuse på øen.

Udover de faglige elementer var der også en stor grad af teambuilding for forskerne, der var på orienteringsløb med historiske detaljer om øerne, registrering af flest mulige af de mere end 100 fuglearter på Askø samt besøg i Gårdbutikken på Lilleø.

- Her kan en ø altså bare noget. Man er til stede i nuet og fri for alle mulige forstyrrende elementer. Og så viste øen sig bare på alle måder fra sin bedste side. Før aftensmåltidet var der vinsmagning med de lokale vine fra Lilleø. Café Askøkrukken leverede hjemmelavede lækkerier til alle måltider, Askø Købmandshandel klarede drikkevarerne, og Askø-Lilleø beboerforening stod for de perfekte fysiske rammer på den gamle skole, lyder det fra Tina Nørgaard Munch.

Vil gentage camp

Det var første gang, at hjerneforskerne fra Rigshospitalet holdt en camp af denne slags. Men det bliver næppe den sidste af sin slags.

- Allerede nu taler vi om at gentage vores forskercamp igen næste år - og Askø-Lilleø står højt på listen over mulige destinationer. Mange tak til alle på øerne for stor hjælp og gæstfrihed, siger Tina Nørgaard Munch.