Hans-Henrik Pedersen, Nanine Skotte og Anne Pedersen udgør Dannemare Landsbylaug og er med til at skabe Børnenes Dag. Foto: Jonas Bonde.

Hyldest og bragende klapsalver til en person, en virksomhed og en bevægelse

Lokale initiativer blev torsdag hædret af landsdelens erhvervsliv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev uddelt mange priser torsdag aften, da erhvervslivet på Lolland-Falster var samlet på Nykøbing F. Teater. Udover årets erhvervspris til Vestas i Nakskov var der også hyldest til en person, en virksomhed og en bevægelse.

Hele tre initiativer blev fremhævet for med handlekraft og initiativ at skabe udvikling.

- Vi hylder tre initiativer, der gør en forskel og tilsammen er med til at flytte Lolland-Falster fremad i en retning, der bliver lagt mærke til. Tillykke til Østergaard Vinmageri ved Henrik Ploug, Andreas Ulrich og Børnenes Dag i Dannemare, lød det fra Mikkel Wesselhoff, direktør i Business Lolland-Falster.

Bliver set og anerkendt

- Vi er utrolig stolte over at modtage prisen på vegne af de mange frivillige og sponsorer, der er med til at skabe Børnenes Dag. Det betyder, at vi bliver set, og vores lokalsamfund bliver anerkendt, lød det fra Anne Pedersen, Hans-Henrik Pedersen og Nanine Skotte, der udgør Dannemare Landsbylaug.

Børnenes Dag i Dannemare startede som et lokalt initiativ, men er vokset til en folkefest, der i år samlede omkring 5.000 mennesker.

Grundlæggende er jeg bare hamrende stolt over at bo på Falster.

Andreas Ulrich

Hamrende stolt

Også Andreas Ulrich, manden bag projekter som Viah, Falstar T-shirts, Hesnæs Coast Walk og Spot On Lolland-Falster, blev kaldt på scenen og hyldet for de mange tiltag, der sætter landsdelen på landkortet.

Andreas Ulrich er selv tilflytter og håber, at flere vil følge efter. Foto: Jonas Bonde

- Grundlæggende er jeg bare hamrende stolt over at bo på Falster - og den stolthed prøver jeg at gøre opmærksom på ved at igangsætte forskellige tiltag. Og jeg kan konstatere, at Falstar T-Shirten sendes til mange rundt om i landet. Så mange deler stoltheden. Jeg synes, det er dejligt at være her - og håber at endnu flere vil flytte hertil, lød det fra Andreas Ulrich, der er bosat i Nørre Alslev.

Vine høster priser

Diplom og klapsalver var der også til Østergaard Vinmageri, som i 20 år har dyrket vin på markerne ved Stokkemarke. I år har hans vine høstet både sølv, bronze og særlige udmærkelser ved Dansk Vinskue, blev det fremhævet af Mikkel Wesselhoff.

Henrik Ploug har i 20 år skabt et vinmageri på Lolland. Foto: Jonas Bonde

- Når man går rundt i vinmarkerne, kan man godt være lidt i sin egen verden. Og så er det dejligt at komme her sådan en aften og opleve, at folk er bevidste om, hvad vi rent faktisk laver og anerkender det, siger Henrik Ploug, der driver vinmageriet sammen med sin hustru Mona Hansen.