Guldborgsund
Peter Foersom har i et år på næsten daglig basis skrevet og udvekslet haikudigte med sin datter, Signe. Privatfoto
Efter konens død tog de et særligt valg – nu er det blevet til en bog
Efter hustruens død begyndte Peter Foersom og datteren Signe at sende haikudigte til hinanden - nu er et års poetisk mailkorrespondance udkommet i bogform.
Peter Foersom har næsten altid skrevet. Som journalist,
redaktør, anmelder og forfatter. Og da han i 2019 mistede sin hustru, Rie, satte
han sig atter til tasterne i hjemmet i Rykkerup - denne gang for at skrive
haikudigte til sin datter, Signe, i Sorø.
- Da vi mistede Rie, fandt Signe og jeg på at holde den
nære forbindelse - selv om vi bor med 100 kilometers afstand - ved at skrive
digte til hinanden per mail. Om stort og småt i dagligdagen. Inspirationen kom fra Kim
Skottes bog ”365 - et år i haiku”, som Signe forærede mig i julegave det år. Og
så var vi i gang, fortæller Peter Foersom.
350 haikudigte blev det således til i løbet af 2020 - og
hele samlingen er netop udkommet i bogform med titlen ”Vores år med haiku”.
Haikudigte
- Haiku er oprindelig en gammel japansk digtform fra 1600-tallet.
- Det består traditionelt af tre linjer med 17 stavelser
fordelt 5-7-5.
- Det beskriver ofte naturens øjeblikke, årstidernes skiften
eller sanselige indtryk.
- Anledningen var Ries død, men det er ikke hovedtemaet i
digtene. Det blev til et digt næsten hver dag i 2020. Og virkeligheden spillede
med, for pludselig var det corona-tid, og det uforudsigelige trængte sig ind i
hverdagene, og den tætte kontakt mellem os blev endnu vigtigere, fortæller
78-årige Peter Foersom.
Deler interesse for Japan
Han er kendt af mange af Folketidendes læsere for sin tid
som lokalredaktør i Sakskøbing og som nuværende skribent på ”De gamle årgange”
samt forfatter på flere bogudgivelser.
51-årige Signe Foersom er lærer på psykologi- og
livsstilslinjen på Høng Efterskole og bosat med sin familie i Sorø.
Begge deler en interesse for Japan - og altså også
haikudigtet.
- Haikudigte er korte. 17 stavelser i alt, fordelt 5-7-5 på tre
linjer. Og så skal naturen indgå på en eller måde. Det er en god måde at
fokusere og koncentrere nogle refleksioner og observationer, fortæller Peter
Foersom, der dagligt tager en vandretur i den nærliggende skov og lader
tankerne flyve, inden de - måske - ender som et lille digt på en mail til
Signe.
Udvalgte digte fra bogen
Nej, du bliver for fed
siger Lise og giver
katten en skål til
Nedtrykt vandreblok
Nu skal man være høj og slank
for at blive elsket
Vintergækkerne
løber så hurtigt de kan
Vi ser det ikke
--
Nu blomstrer hylden
Mon den blomstrede i fjor
Jeg så det ikke
Solsorten synger
Utrætteligt også her
For dig min kære
En strøm af tårer
Meldte sig uvarslet da
jeg tænkte på dig
--
Efterårsskoven
møder mig med farvesmil
Gensyn med en ven
--
Trætte poeter
Vakler over målstregen
Året er omme
- Det er hverdagspoesi fra årets gang. Set fra Lolland og
Vestsjælland. Vi skriver stadig haikuer, men ikke hver dag. Formen er ganske
enkel, men alligevel en udfordring til at koncentrere en oplevelse eller en
tanke, som vi stadig synes er inspirerende, forklarer Peter Foersom.
Lå og gærede lidt
Oprindeligt var det ikke meningen, at digtene fra 2020
skulle udgives.
- Men de lå sådan og gærede lidt. Og vi gjorde et par
gange tiltag til at gøre dem klar til en bog. Og nu er det lykkedes. Med et
billede af fugleflokke over østlollandske trætoppe på forsiden, lyder det fra
journalisten, der nu - blandt meget andet - også kan kalde sig digter.
Bogen, som er på 204 sider, er udkommet på forlaget Books
on Demand.