Ludvig Jager Kjær Spangsholm (til venstre), Mads Lund Strate og Hannibal Herskind Rasmussen har taget udfordringen op og skal prøve at fange 15 fiskearter i år. Foto: Anna C. Møhl

Mors julegave blev til frisk hobby

Fang 15 fiskearter og vind en masse fede præmier. Sådan lyder opfordringen til lystfiskere op til 15 år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre klassekammerater - alle 12 år - har taget noget af en udfordring op.

I år skal de fange 15 forskellige fiskearter. Og det er ikke hvilke som helst fisk. De skal blandt andet fange en havørred og det kan godt komme til at knibe - sæsonen taget i betragtning.

Ludvig Jager Kjær Spangsholm, Mads Lund Strate og Hannibal Herskind Rasmussen deltager i Fiskechallenge 2025, hvor de skal gøre sig umage for at fange de udvalgte fisk. Jo flere fisk de fanger, desto større præmier får de. Drengene plejer at fiske i Maribosøerne, men hvis de skal hale en hornfisk i land, skal de ud til kysten, hvor der lige nu er mange at fange.

Det er fint at komme ud i naturen og få frisk luft. Og så er det en dejlig fornemmelse, når man fanger noget.

Ludvig Jager Kjær Spangsholm

Deltagerne, der er op til 15 år, skal aflevere det klassiske Se-hvor-stor en fisk-jeg-har-fanget foto, og så kan de vinde præmier.

- Det bliver svært at fange en karpe. Den er meget kræsen og man kan sidde ved søen i flere dage uden at fange den, siger Ludvig Jager Kjær Spangsholm.

Julegave

For Mads Lund Strates' vedkommende begyndte lystfiskeriet som en julegave han fik af sin mor. Hun vidste ikke, hvad hun skulle give sin søn, så hun endte med at købe en fiskestang. Han synes det var en underlig gave, som han slet ikke havde ønsket sig. Men det viste sig at være en alle tiders idé. 

- Jeg synes, det var en lidt mærkelig gave, for jeg vidste ikke, hvordan man brugte en fiskestang. Men det fandt jeg hurtigt ud af og nu har jeg købt en lidt bedre stang, siger han.

Mads Lund Strate har nu fisket i et år og det har han tænkt sig at blive ved med.

Men hvorfor stå i tavshed på en forblæst bro langs Maribosøerne, når man kan sidde derhjemme og spille Counter-Strike med ens venner på den anden side af jordkloden.

Ludvig Jager Kjær Spangsholm ser lidt overbærende ud og siger det åbenlyse.

- Det er fint at komme ud i naturen og få frisk luft. Og så er det en dejlig fornemmelse, når man fanger noget, siger han.

Frisk luft og natur

Martin Bring Larsen, der driver Maribo Jagt & Natur, oplever, at flere og flere drenge kommer ind i butikken og ser efter fiskegrej. 

De vil gerne ud i naturen. 

Lystfiskerne går ikke ned på udstyr. Foto: Anna C. Møhl

- Det er dejligt, at de vil ud i naturen i stedet for at sidde derhjemme og spille computer, siger han.