Valentin, hans mor Katrine Burmann og Karina Schou Frederiksen glæder sig til, at Stadionparken får flere faciliteter, der kan trække folk til arealet. Foto: Anna C. Møhl

Parkprojekt får luft under vingerne: Friluftsrådet støtter med 500.000 kroner

Friluftsrådet har tildelt projekt Stadionparken i Stubbekøbing en halv million kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Nej, hvor dejligt. Det er jo fantastisk. Så er vi godt i gang.

Sådan lød det fra Katrine Burmann, da Folketidende kontaktede hende for at høre, hvad Friluftsrådets tildeling af 500.000 kroner skal bruges til. 

Katrine Burmann er ikke blot byrådsmedlem. Hun er også med i den arbejdsgruppe under foreningen Liv i Stubbekøbing, som arbejder med at skaffe midler til at omdanne arealet bag idrætshallen til en en park med faciliteter for børn, ældre og alle dem midt imellem.

Sammen med Karina Schou Frederiksen, Marlene Bülow og Nicoline Kjerulff, har hun søgt fonde for at omdanne det store areal bag hallen til et område med alt fra skaterrampe og legeplads til madpakkehytte og trafikbaner med fokus på motorik og fællesskab. Foreløbig har en fond sagt ja, men der ligger stadig fire ansøgninger, som afventer svar.

Byens børn

Blandt projekterne er mere biodiversitet, hvor byens børn er med til at lave insekthoteller og fuglekasser.

- Vi vil gerne give børnene ejerfornemmelser og at de passer på tingene, når de selv har været med til at lave fuglekasser og insekthoteller, siger  Karina Schou Frederiksen.

Men Friluftsrådets bidrag til Stadionparken er slet ikke nok.

Projektet er delt i to etaper og samlet set løber det op i fire millioner kroner.

- Det er altid dejligt at få den første tilkendegivelse, så nu er vi på vej i den rigtige retning. Vi tror på projektet, siger Katrine Burmann. 

Det er altid dejligt at få den første tilkendegivelse, så nu er vi på vej i den rigtige retning. Vi tror på projektet.

Katrine Burmann, Stubbekøbing

Byparken skal være for alle. Cykelturister, der kommer med Ida og skal overnatte på campingpladsen, børnehaver, skolen, familierne og alle, der bor i området.

- Lige nu bruger Ældresagen arealet til at spille krolf og det skal de blive ved med, siger Katrine Burmann.