50 Cent og modelkæreste dropper hinanden

Hærdebrede 50 Cent er tilbage på singlemarkedet, efter han er gået fra sin modelkæreste Daphne Joy, skriver torontosun.com.

Daphne var ellers ved hans side så sent som i sidste uge, da 50 Cent fejrede sin 36-års fødselsdag.

Men det var "Fiddys" udmeldinger på netværket Twitter, der startede spekulationerne om et eventuelt brud.

- Jeg tror, jeg lavede en dårlig investering. Jeg lagde alt for meget energi i en kvinde (sygt). Igen taber jeg. Til gengæld går det fantastisk for min forretning, skriver han.

"In Da Club"-hitmageren ligger tilsyneladende ikke hjemme i sengen med chokoladeboksen og græder snot over han og den nu tidligere kærestes skilte veje. På Twitter giver han udtryk for, at han er fuldt fokuseret.

- Ingenting til at distrahere længere - jeg er klar. Jeg ved ikke, hvordan det skete. Men vi har vel alle vores fejl, tænker jeg.

Ifølge sladdersiden MediaTakeOut.com var det Daphne Joy, der gav sin rap-kæreste sparket, fordi han nægtede at bruge sine kontakter til at åbne dørene til Hollywood for hende og hendes skuespillerdrømme.

Til det svarede 50 Cent prompte via sin Twitter-konto.

- MediaFAKEout (sygt). Prøver altid at lave noget ud af ingenting. Men folk kan jo åbenbart lide den slags lort, ellers ville det vel ikke være der. Flere falske historier (sygt), skriver han.

/ritzau/

Rapperen er klar til nye udfordringer, efter han på Twitter annoncerede bruddet med kæresten Daphne Joy.

Offentliggjort Sidst opdateret