A-ha går endegyldigt i opløsning

I'll be gone, står der i teksten til a-has kæmpehit "Take on me".

Og nu bliver det alvor. For i slutningen af oktober drager bandet på verdensturné. En turné, som bliver bandets sidste, da a-ha nu har valgt at afbryde samarbejdet og opløse bandet.

Det skriver Aftenposten.no.

Trioen Morten Harket, Magne Furuholmen og Paul Waaktaar-Savoy, som udgør a-ha, er Norges største internationale musikalske succes nogensinde.

Beslutningen kommer efter udgivelsen af bandets niende studiealbum, "Foot Of The Mountain", som har været bandets mest succesfulde plade i udlandet i over 20 år.

Afskedsturnéen starter den 27. oktober i Köln og fortsætter rundt i verden resten af året og næste år. Den sidste koncert er planlagt til den 4. december 2010.

Til den tid er det præcist 25 år siden, at a-ha debuterede med albummet "Hunting High And Low", hvor monsterhittet "Take on me" er at finde.

"Take on me" er den eneste single fra en norsk kunstnere, som nogensinde er gået til tops på de amerikanske hitlister. I alt nåede hittet til tops i 27 lande.

A-ha har samlet solgt godt 70 millioner plader, hvoraf debutalbummet alene menes at have solgt godt otte millioner eksemplarer.

/ritzau/

Norges mest succesfulde band afbryder samarbejdet og er historie. A-has næste turné bliver en lang afskedsturné.

Offentliggjort Sidst opdateret