Abekatte skuffede på festival

Bortset fra Prince er Damon Albarn og hans abekattevenner i Gorillaz måske det mest hypede navn på årets Roskilde Festival. Og det kunne ses ved koncerten torsdag aften.

Den enorme plæne foran Orange Scene var fyldt til bristepunktet, og folk måtte tage plads helt ude blandt de træer, der ellers bliver brugt som et ringe skjul af tissetrængende mænd, for at kunne være der.

Det er ikke usandsynligt, at Gorillaz-koncerten bliver den mest velbesøgte på årets Roskilde Festival. Når Prince spiller søndag aften, vil mange formentlig være taget hjem.

Men det bliver langt fra den bedste koncert. Godt nok er anmelderne hos både B.T. og Jyllands-Posten begejstrede og giver fem stjerner. Men det var ikke den stemning, der var ude blandt træerne og de tissende mænd.

Trods et utal af strygere og blæsere og andet godtfolk på scenen, så formåede Damon Albarn og co. ikke for alvor at få folk med.

Der blev snakket og sunget - men ikke Gorillaz-sange - så koncentrationen var ikke fuldt ud rettet mod, hvad der foregik på scenen. Det virkede som om, stemningen mere var i tråd med den, Ekstra Bladets anmelder oplevede. Her blev det kun til to stjerner.

Selv de festivalgæster, som syntes at have abekatteblod i årene, kravlede efter forholdsvis kort tid ned fra de træer, hvor de ellers havde sikret sig plads for at få et godt udsyn til koncerten.

/ritzau/

Det blev ikke helt det brag af en koncert, som mange ellers havde forventet, da Gorillaz torsdag aften gav koncert på Roskilde Festival.

Offentliggjort Sidst opdateret