Actionhelt blev mishandlet af sin far

På filmlærredet er han en rigtig hård banan. Men når det svensk-norske talkshow "Skavlan" i aften sendes på svensk tv, er det en blød og skrøbelig Dolph Lundgren, man får at se, skriver Aftonbladet.se.

Under interviewet får værten Frederik Skavlan den knap to meter høje actionsvensker til at fortælle om sin barndom. Og det får næsten Dolph Lundgren til at bryde ud i gråd.

- Det var lidt hårdt, siger Dolph Lundgren til Aftonbladet.

Det er når snakken falder på Lundgrens far, at seerne i aften vil kunne se den hærdebrede svensker blive blød i knæene. Dolph Lundgren fortæller nemlig om, hvordan faren mishandlede både ham og moren.

Actionhelten fortæller om, hvordan han som lille dreng forsøgte at beskytte sin mor mod farens vrede, og om hvordan det har gjort ham til den, han er i dag.

Talkshowet blev optaget torsdag, og Dolph Lundgren fortæller til Aftonbladet, at han måtte kæmpe for ikke at begynde at tude under interviewet.

- Jeg havde ikke regnet med det. Men vi kom ind på visse emner, som ligger dybt i mig. Men jeg tror nu, at det blev godt. Jeg begyndte i hvert fald ikke at storgrine, siger Dolph Lundgren.

Den 52-årige svenske actionhelt slog første gang sit navn fast i Rocky IV-filmen fra 1985. Her spillede han rollen som den russiske bokser Ivan Drago. I hovedrollen som Rocky Balboa var naturligvis Sylvester Stallone.

To år efter spillede Dolph, der egentlig er døbt Hans, hovedrollen i He-Man filmen "Masters of the Universe", og i 1992 indtog han hovedrollen i "Universal Soldier", der er velkendt blandt actionfans. Han har i karrieren medvirket i flere end 40 film. Alle i actiongenren.

/ritzau/

Actionhelten Dolph Lundgren måtte som dreng beskytte sin mor mod faren, der mishandlede både hende og lille Dolph.

Offentliggjort Sidst opdateret