Ægteskabet Cruise/Holmes er officielt ovre
Det nu forhenværende celebre skuespillerpar Tom Cruise og Katie Holmes' fem år lange ægteskab er officielt ovre. For en dommer i New York har nu sat sin afsluttende underskrift på skilsmissedokumenterne, skriver femalefirst.co.uk.
Der er tale om noget af en lynskilsmisse, for det er mindre end to måneder siden, at den tidligere "Dawson's Creek"-skuespillerinde anmodede om skilsmisse fra sin superstjernemand.
Det tidligere par begyndte forhandlingerne om skilsmissen med det samme, og i sidste måned blev det besluttet, at Katie Holmes får den primære forældremyndighed over den seksårige datter, Suri.
50-årige Tom Cruise, der har filmsucceser som "Top Gun" og "Mission: Impossible" på cv'et, får dog ifølge aftalen masser af muligheder for at se sin yngste datter.
Parret blev gift i november 2006 i en overdådig ceremoni i Italien. De havde mødt hinanden i april året før.
Efter skilsmissen bliver 33-årige Katie Holmes boende i New York med datteren, mens Tom Cruise vil pendle frem og tilbage mellem The Big Apple og Los Angeles.
I New York vil Holmes snart være at finde på de skrå brædder på Broadway. Her skal hun spille Lorna i Theresa Rebecks nye teaterstykke "Dead Accounts".
Tom Cruise har foruden Suri to børn fra sit ægteskab med Nicole Kidman: Isabella på 19 og Connor på 17, der begge bor i Beverly Hills.
Ægteskabet var det tredje for Tom Cruise, mens Katie Holmes kun har været gift denne ene gang.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned